Charles
”Når nogen er væk, så er det ligesom om tiden står stille for dem, for så bliver de ikke ældre selv om tiden bare går og går. Der var engang en pilot som blev væk. Hun ville flyve jorden rundt, men så blev hun væk, pist væk. Hun var 40 år, og det er hun stadigvæk. Min far er også 40 år, men han bliver garanteret ikke væk. Det sker ikke for min far, for han skal ikke flyve hele vejen rundt om jorden”.
Charles fyldte 13 år i søndags og blev vækket om morgenen af far og mor med fødselsdagssang, morgenmad på sengen og gaver. Charles’ far er helikopterpilot. Tirsdag tog han af sted for at være udsendt. Charles døjer med at forstå hvad det betyder, at man er udsendt. ”Hvis man ikke ser hinanden i lang tid, kan man så helt glemme hinanden, og hvordan ved man så om man elsker hinanden”?
Forestillingen handler om, hvad der sker hos en 13 årig dreng, hvis far bliver udsendt til en krigszone. Den handler om savn og tvivl, om kærlig omsorg og om en sjælden fortrolighed mellem jævnaldrende unge.